tirsdag den 29. juni 2021

 Efter mere end et år, hvor der ikke har været den store rejseaktivitet, har jeg besluttet mig til en cykeltur, vejrudsigten er god - ikke for varmt, og næsten ingen vind. Jeg tager S-toget til Køge, og har bestilt overnatning 2 gange inden det er planen at jeg skal slutte på Møn, hvorfra jeg har kørelejlighed hjem til byen. Det bliver en dejlig tur, meget af tiden på cykelrute 9 (København-Berlin), det er en fin rute, næsten ingen trafik, og ikke flere cyklister end at man hilser på hinanden. Det går gennem meget forskellige landskaber, skove, store velholdte gårde med enorme marker, grønt og frodigt, og med havkig ind imellem, fuglekvidder og duft af hyld - det er super. Og man er virkelig på landet, når man flere steder støder på en hyggelig udsigtspost ved indkørslen. Til sidst bliver jeg inviteret på en dejlig gåtur ud langs stranden på sydsiden af Møn - ud til digesvalerne - en ekstra oplevelse. Danmark når det er dejligst - alle dagene...